Forbudte briller

Share

Lego forsigtige med store sprogmodeller

Direktør i LEGO, Niels B. Christiansen, har i et interview med DR fortalt, at der er potentiale i store sprogmodeller til at øge produktivitet, men de er meget mere forsigtige med kreative opgaver.

Jeg tror ikke, at vi i nogen nævneværdig fremtid kommer til at lave Lego-produkter kun med kunstig intelligens. Men jeg tror, vi kan bruge værktøjer til at tillade, at designere kan bruge hovedparten af deres tid på det, der er den virkelige kreative proces og ikke så meget på det administrative eller på delprocesser, forklarer Niels B. Christiansen.

Udtalelsen kommer på et tidspunkt, hvor LEGO har fremlagt et flot regnskab, men hvor analytikere kigger på, hvordan de følger med andre virksomheder, der satser på store sprogmodeller. Der er et håb på markedet om, at alle virksomheder kan udnytte det til større gevinster.

LEGO tjener langt størstedelen af deres penge på at sælge fysiske klodser. Deres flaskehalse er i højere grad forsyningskæder og ikke kreativ idégenerering eller softwareudvikling som typisk forbindes med store sprogmodeller. En stor satsning på at bruge store sprogmodeller til at lave LEGO-sæt hurtigere ville være spild af penge og tokens, hvis forsyningskæderne alligevel ikke kan levere lige så hurtigt.

For nu er det en let position at tage, at LEGO skal passe på det kreative arbejde, når de har klare begrænsinger for, hvad de kan producere. Jeg tror, at hvis forsyningskæderne pludseligt kan levere det dobbelte, så bliver der også et pres på at skabe flere hurtige LEGO-sæt med store sprogmodeller.

Flere forbud mod Metabriller

Betty Nansen Teatret er det seneste af flere steder, der forbyder gæster at bruge Metabriller.

I teaterrummet deler vi en oplevelse, som skal kunne gå i alle mulige retninger, uden at hverken de mennesker, der sidder omkring dig, eller de mennesker, der står oppe på scenen, skal bekymre sig om, at det bliver optaget og ender på et feed et eller andet sted, siger han. 

Forbuddet kommer i slipstrømmen af et større pres på sociale medier fra folk, der er blevet hemmeligt filmet og delt eller fra folk, der synes, at brillerne er grænseoverskridende.

Stort set hele Metas indtjening kommer fra reklamer. Brillerne her er ikke et produkt, der i sig selv skal give en indtjening. Det brillerne giver Meta er en vanvittig mængde data i form af videoklip, som både kan bruges til at målrette reklamer og træne store sprogmodeller. Det er allerede offentlig viden, at videoerne som brillerne optager manuelt bliver gennemgået i Kenya og brugt til at træne modeller.

For Meta skal der større, nationale forbud til før brillestrategien ikke længere giver mening. At folk ikke kan gå i teatret med brillerne gør ikke den store forskel for deres primære formål, som er at skrabe endnu mere data til sig, så de kan sælge dig endnu flere reklamer.